Bookmark and Share
 
 
 
 

Hvordan gør vi?

Herunder beskrives kort de tre processer, som udgør foreningens rygrad:

1. Godkendelsesforløb for familier

2. Godkendelsesforløb for frivillige

3. Matchforløb for vennepar

Download den fulde udgave af foreningens Formåls- og arbejdsbeskrivelse som PDF (226 kb)

Godkendelsesforløb for familier
1. Henvendelse 2. Spørgeskema 3. Kontormøde 4. Hjemmebesøg
Når en forælder henvender sig med interesse og spørgsmål om foreningens arbejde, tager vi os god tid til at besvare eventuelle spørgsmål. Vi sender derpå en informationspakke. Vi beder både forældre og børn om at udfylde et uddybende spørgeskema, som følger med informationspakken. Her har også barnet mulighed for at udtrykke sine forventninger og fortælle lidt om sin verden. Returnering af spørgeskema betragter vi som et ja til videre samarbejde.

Frem til næste skridt i forløbet må forventes en vis ventetid.

Herefter inviteres forælder til samtale på foreningens kontor, hvor barnets hverdag, personlighed og behov uddybes.
Ved kontormødet aftales et kommende hjemmebesøg hos familien. I besøget deltager to medarbejdere fra foreningen, og fokus ligger på barnet og dets ønsker og interesser.
Vi understreger, at det ofte er forbundet med ventetid at få en voksenven. Både barn og forælder må væbne sig med tålmodighed fra begyndelsen, hvis processen skal forløbe trygt og tilfredsstillende. Vi ved, at ventetiden kan føles lang, men nogle børn udviser ligefrem større tålmodighed end deres forældre. Den til tider lange ventetid skyldes dels foreningens beskedne størrelse, dels den grundighed, vi lægger for dagen i arbejdet med at finde gode venner.
[til toppen]

 

Godkendelsesforløb for frivillige
1. Første kontakt 2. Spørgeskema 3. Hjemmebesøg 4. Kursus
De frivillige har ofte overvejet deres engagement grundigt, når de kontakter foreningen. Vi tager os god tid til at besvare spørgsmål og tale med nye frivillige.

De frivillige modtager herefter foreningens informationspakke.
Informationspakken indeholder bl.a. et spørgeskema, som udfyldes og returneres. Skemaet skal dels give anledning til refleksion hos den frivillige, dels sikre et bredt førstehåndsindtryk af den frivillige. Inden næste trin kan der forekomme ventetid. To af foreningens medarbejdere deltager i hjemmebesøget. Med delvist udgangspunkt i spørgeskemaet interviewer vi den frivillige og får indblik i personlighed og baggrund Alle frivillige deltager i obligatorisk kursus for voksenvenner. Kurset er et dagskursus superviseret af professionelle undervisere og ses som en del af det samlede godkendelsesforløb. På kurset medbringer de frivillige personlig straffeattest og giver tilladelse til indhentning af børneattest.
Efter kursusdeltagelse, rekvirering af relevante attester og på baggrund af det samlede forløb tager foreningen stilling til godkendelse af den frivillige som voksenven. Perioden fra godkendelse til match kan tage lang tid og kræver stor tålmodighed af voksenvennen. Mange faktorer spiller ind for at opnå et godt match. Der må tages hensyn til geografi, alder, interesser og personlighed. Vi arbejder altså ikke med nogen venteliste i traditionel forstand, men det kan tage tid at finde en god ven. Når vi har fundet et godt match, indleder vi et matchforløb. [til toppen]

 

Matchforløb for vennepar
1. Kontorbesøg 2. Familiebesøg 3. Besøg hos frivillig 4. Erfa-møder
Barnets forælder og den frivillige mødes på foreningens kontor. Her kan begge parter se hinanden an. Begge fortæller lidt om sig selv og afstemmer forventninger til venskabet. Opnår forælder og frivillig  tillid til hinanden og får et gensidigt positivt indtryk, aftales herefter hjemmebesøg hos familien. En medarbejder og den frivillige besøger familien. Her møder barnet og den  mulige frivillige hinanden og får lejlighed til at lege og snakke med hinanden i trygge omgivelser. Efter besøget tager barn og forælder sammen stilling til om der er grobund for et venskab. Takker alle parter ja til hinanden inviterer den frivillige familien på besøg i sit hjem. Dette sker uden foreningens medarbejdere. Besøget medvirker til, at barnet hurtigere kan føle sig tryg i nye, kommende omgivelser. Samtidig får forælderen et indtryk af de rammer, hvor barnet vil tilbringe tid med den frivillige voksenven. Som inspiration og støtte i venskabets første år, deltager voksenvenner i seks superviserede vejledningsmøder. På møderne diskuteres og udveksles erfaringer omkring det at være voksenven i praksis. Møderne virker præventive på problematikker og inspirerer til nye aktiviteter og perspektiver.
Når både store og små er blevet godkendt og matchet, er det primært frivillig og forælder, der løbende samarbejder om at lave aftaler og vedligeholde venskabet. Foreningen står dog klar på sidelinjen og er til rådighed for vejledning og støtte, hvis det bliver nødvendigt. Foreningen afholder flere årlige arrangementer og udflugter, hvor frivillige og børn har mulighed for at møde hinanden på tværs af venskaber. [til toppen]